Deltagerberetning fra 2002 af Anne-Sofie


En beretning fra Anne-Sofie, der tilbragte sommeren 2002 på Camp Rising Sun i USA.

Månederne juli og august her i år 2002 husker jeg helt klart, og så alligevel er det som om, at disse to måneder kun er en sløret drøm, som jeg pludselig er vågnet op fra. Jeg har svært ved at huske og endda forholde mig til, hvordan jeg var før, jeg blev udsat for mit livs største udfordring og oplevelse. Alligevel forstår jeg godt nu, hvorfor de to måneder har rørt og ændret noget dybt inde i mig. Jeg håber bare på, at jeg kan forklare det. Lige meget hvor detaljeret jeg her fortæller om min tur og mit campophold, så vil det aldrig kunne beskrive min oplevelse 100 %. Jeg kan nemlig ikke videregive den følelse, og det sug jeg får i maven, hver gang jeg tænker på camp. Jeg er bange for, at det er en følelse, man først vil opdage efter at have været i Camp Rising Suns verden. Men jeg vil nu prøve, så godt jeg kan, at give en lille smagsprøve af den vidunderlige rejse, jeg har været på.

Jeg ankom til Camp Rising Sun Clinton Corners d. 29. juni i år. Jeg er klar over nu, at jeg overhovedet ikke vidste, hvad dette sted ville komme til at betyde for mig. Det eneste, jeg egentlig husker fra den første dag, er, at jeg var enormt forvirret. Efter tre dages hektisk, men fascinerende sightseeing i New York, et ophold hos en fremmed familie og en bustur på 3 timer med ca. 60 piger fra hele verden, (som jeg vidste, jeg ville komme til at tilbringe de næste to måneder af mit liv med,) var jeg en smule overvældet. Men alle de mennesker, som d. 29. juni virkede som skræmmende og fremmede, er i dag de mennesker, jeg føler mig tættest på, og som kender mig bedst.

"Personlige grænser", det er de ord jeg vil bruge om de første uger af camp. Jeg har aldrig overskredet så mange psykiske såvel som fysiske grænser, som disse første uger. Bare det at skulle sove i telt, leve med insekter (masser af insekter), hele tiden være omgivet af mennesker, i omklædningsrummet, når man skal spise og ja selv på badeværelset. Det var en stor mundfuld at sluge, når man kommer fra at være vant til privatliv og sin egen lille familie. Der var noget, jeg skulle overvinde indeni mig selv, men efter at have vænnet mig til camplivet, kunne jeg ikke forestille mig at leve anderledes.

Allerede i anden uge af camp skulle jeg af sted på hiking-tur oppe i Catskill-bjergene. Det var en fantastisk oplevelse, der pressede mig til at yde mit yderste og stadig beholde et smil på læben. Selvom det var hårdt med en tungt læsset rygsæk at gå på stejle klippelignende bjerge, så var det utrolig sjovt og lærerigt fordi man fik lov til at have indflydelse på det, der skulle ske. Det var skam ikke vores counselor's, der træffede beslutningerne for os. Det bedste ved hiking-turen var det sammenhold, som opstod iblandt os 12 mand i vores gruppe. Det gik op for mig, hvor vigtigt det var at tage os af hinanden og ikke altid tænke på sig selv først. Selvom det er let nok at sige nu, var det ikke altid lige let, når man bare havde lyst til at sove, i stedet for at gå ned og vaske kopperne i en bæk et stykke vej væk.

Det var nok oppe i de kolde Catskills, at jeg for første gang mærkede de bånd, vi indbyrdes knyttede. At ligge i et lille tremandstelt i en kæmpe amerikansk skov, samtidig med at man fryser som bare pokker og kan høre alle dyrene snuse rundt lige uden for, er ikke en smal sag. Men til gengæld er det de perfekte rammer for at komme tæt på mennesker, som man under normale forhold ikke ville lære at kende særlig godt. Den tur gjorde absolut en forskel for mig, helt sikkert. For de fleste var hiking-turen banebrydende, ikke mindst fordi den var enestående og fantastisk, men også fordi man umuligt kunne opretholde en facade under de uvante forhold og derfor måtte vise sit sande jeg. De fire dage i bjergene gav os også følelsen af at være del at CRS-samfundet. Jeg husker at komme tilbage til campen og føle, at vi kom "hjem" igen.

Det fantastiske ved camp er, at alle os tres piger fra hele verden var samlet, og vi fik lov til at styre og lede campen. Det var simpelthen op til os, at tingene hang sammen, og fordi vi blev pålagt et stort ansvar, var folk også interesserede i at gøre en forskel. Der blev aldrig lagt skjul på, at det var os, ungdommen, der kunne/kan ændre verden, og Camp Rising Sun gav os alle de hjælpemidler, som vi kunne ønske os til at gøre forskellen.

Jeg vil fortælle lidt om den måde vores skema var bygget op på for at essensen af det, vi egentlig lavede i camp, kommer frem. Hver dag havde vi et ubestemt antal instruktionstimer, projekttimer og fritid m.m. I instruktionstimerne kunne man vælge selv at instruere i noget, man var god til. Vi kunne fortælle om vores land, give timer i ballet, vise film, holde en diskussion, ja faktisk alt mellem himmel og jord. Jeg fik lært utrolig meget i disse timer. Jeg var bl.a. til salsa, selvforsvar, seksualitets-diskussioner, lektioner om Rising Sun's Arise program, madlavning, religionssnakke og en masse andre spændende ting.

Ofte havde vi besøg af forskellige mennesker, der fortalte om alle mulige emner. Vi havde foredrag/diskussioner om college, vold i hjemmet, power hos kvinder, stoffer og forskellige andre vigtige virkelighedsnære emner, jeg aldrig før havde haft mulighed for at høre om. Projekter gav vi os også dagligt i kast med. De skøreste ting kunne give os ideer. Vi malede kendte citater på væggene, byggede en hytte, ryddede spor i skoven, vi kunne lave indslag til vores camp-avis, forberede kulturelle middage, mulighederne var utallige.

I fritiden (også kaldt ecclessiasties) var det helt op til os selv, hvad vi ville beskæftige os med. Fx kunne vi svømme i poolen, skrive breve, spille fodbold, volleyball, basketball, badminton og tennis. Vi løb ture, nogle mediterede og dyrkede yoga. I dramahytten kunne der findes udklædningstøj til drama-produktioner, i kunsthytten kunne vi male og være kreative, og vi havde bibliotek, gymnastiksal og en camperlounge frit stillet til vores brug.

Hver uge blev der arrangeret forskellige udeture. Vi tog ud til organiske gårde og arbejdede og diskuterede miljøet i verden, og som fortjeneste fik vi grønsager med os tilbage. Centre for kvinder og børn udsat for vold og suppekøkkener for hjemløse var også på programmet. Der kunne vi tage ud og hjælpe til en eller to gange om ugen. Jeg blev overrasket over, hvor snæversynet jeg engang var, og oplevelserne, jeg fik på sådanne udeture, gav mig altid mod på tilværelsen og lyst til at tage en ordentlig bid af livet. Camp åbnede døre for mig, jeg aldrig før kunne finde nøglen til, og det kan jeg mærke specielt efter at være vendt tilbage til det normale liv.

Vi havde også sammenkomster med drengecampen, hvor vi bl.a. blev inviteret til at se deres flotte teaterstykke, og de var til vores Arts Manifest. Arts Manifest var et stort projekt for os alle. Der blev puklet og puklet for at lave et super program, og det endelige resultat blev godt. Vi lavede teater, sang, dans, ballet, salsa, kunst, dukkeshow, modeshow, digtoplæsning og alt det man kan forestille sig hører under begrebet kunst. Jeg tror, at alle arbejdede hårdt for at få vores "show" op at stå, og alle gjorde noget, de garanteret ikke havde turdet før i tiden. Jeg optrådte endda med salsadans, var med i et musical-mix og sang solo for alle de besøgende. Det var godt nok en oplevelse, jeg aldrig glemmer. At synge alene foran at publikum var en enorm udfordring, jeg aldrig havde drømt om skulle møde mig, men det er jeg taknemmelig for, at den gjorde. Jeg har mod på udfordringer som aldrig før, og det skyldes hovedsageligt camp.

Men Camp er så meget mere, end det jeg har fortalt om, og på en måde er det godt, at det ikke kan beskrives med ord. Hvis ord kunne klare det, ville det være både kedeligt og forfærdeligt. Og camp var det modsatte af forfærdeligt.

Ã…nden fra camp er næsten det vigtigste, man kan tage med sig hjem, og det håber jeg er lykkedes for mig. Den ånd der gav mig 60 søstre og en uforglemmelig oplevelse, jeg holder tæt ved mit hjerte altid. Det lyder meget romantisk og klichefuldt, og selvfølgelig var det ikke altid rosenrødt det hele, og hjemveen meldte sig da også en del i starten.

Men sandt at sige husker jeg næsten kun det gode nu, og det er jo ret imponerende. Hvad kan jeg sige - jeg er utrolig taknemmelig for, at netop jeg fik denne oplevelse. Jeg har ikke ord til at beskrive den med, kun følelsen i maven. En følelse, jeg tror, bliver hos mig i lang, lang tid endnu. For camp er ikke slut. Det er kun lige begyndt, heldigvis…

Anne-Sofie Hartvig Thomsen